World winner Dog Show 2002 Amsterdam
En solrig forårsdag dumpede et meget yndigt og romantisk brev ind af brevsprækken til os. Det lignede en invitation til et bryllup og det var lige hvad det var. Min dejlige nevø Christian skulle giftes med sin Pernille, -den 7 juli 2002, -lige præcis den lørdag, hvor vi skulle til Amsterdam på verdensudstilling i og udstille Josag. Hun var jo for længst tilmeldt, der var bestilt hotel, alt var planlagt. Det var godt nok meget uheldigt, sikke et dilemma vi kom i. Heldigvis har jeg en meget sød og forstående familie der kender mine svagheder, så det endte med at Jørgen tog til bryllup og jeg tog til Amsterdam med en noget dårlig samvittighed. Uha, jeg håbede virkelig Josag idet mindste ville få titlen som verdensvinder, det var ligesom et must, når der skulle sendes besked hjem til det store bryllupsselskab, jeg viste ville sidde og vente spændt på resultatet.
Anja, der har Briard, lovede at tage med mig. Hun skulle ikke udstille, så det blev kun som det gode selskab. Vi kørte fredag morgen, turen gik fint og vi ankom til hotellet fredag sidst på dagen. Her mødte vi mange der allerede havde udstillet samme dag, de gav os gode råd forholdende på RAI, selve udstillingsområdet. Stedet hvor 14 250 hunde skulle dystede. Vi tog tidligt af sted næste morgen, for der kunne være kø dannelser alle steder og det viste sig at holde stik.
Der var tilmeldt, 5 hvide og 36 sorte. I Holland betragtes de to farvevarianter som forskellige racer. Pulierne var de første der skulle i ringen, så det var om at få Josag klar i en fart. Hun var i top form, hver en snor var ordnet og klippet. Konkurrencen er hård og jeg ved det mange gange kan være de sidste detaljer der tæller. Jeg var virkelig nervøs, de var der alle sammen, de gamle velkendte og mange nye. For første gang skulle vi mødes med de engelske pulier på ”vores side” Der var repræsenteret Pulier fra en stor del af verden. Australien, Ungarn, USA, England, Tyskland, Holland, Østrig, Sverige og Danmark. Kvaliteten var virkelig høj, ikke mindst hos de engelske tæver, der også placerede flot.
Det hele endte heldigvis godt, Danmark blev to verdensvindere rigere. Begge titler gik til Danmark med Napfenyvarosi –Csaros Josag som blev best i racen,altså BIR og Rockisland Roll Yer Own at Mournbrake som BIM.
Gruppe 1 var lørdagens sidste gruppe, så ventetiden var meget lang. Vi fandt et roligt hjørne, hvor Josag kunne slappe af til dagens sidste konkurrence. Endelig blev vi kaldt ind til for bedømmelse, hvor gruppedommeren Robert Pollet fra Belgien, gennemgik de 46 forskellige hyrdehunde der var tilstede. Der havde i gruppe 1 været tilmeldt 1934 i alt .
Den store ring var virkelig stor, smukt pyntet med blomster og beklædt med blå tæpper. Vi kom ind enkeltvis og helt klart havde publikum deres favoritter. Vi lukrerede lidt på det ungarske publikum, hver gang der kom en ungarsk hund i ringen klappede og hujede og viftede de med deres flag. Deres favorit var uden tvivl en velkendt smuk hvid Kommendor fra Ungarn.
Da alle hunde var på plads i ringen, gik dommeren rundt og så en ekstra gang på alle hundene, inden han tog de 8 hunde ud, han ønskede at se nærmere på. Josag var en af dem, -så langt så godt. Der skulle kun pladseres tre hunde på de store podier. Efter gennemgangen af de shortlistede, skulle der siges farvel fem. Tilbage stod så en Bouvier des Flandres , en Beardet Collie og en Puli. Vi var med endnu, -tænk vi skulle pladseres i gruppen på en verdensudstilling. Det var nu det gjaldt. Dommeren kastede endnu et blik på de tre hunde, vi blev sendt rundt så han kunne se bevægelserne en sidste gang, inden han besluttede sig og resultatet blev afleveret til speakerbordet. Det var godt nok spændende.
På tredje pladsen ville dommeren se Bearded Collien, på anden pladsen Bouvier des Flandres og på det midterste podium altså på første pladsen skulle Josag stå. Det var stort, meget stort, ja næsten ufatteligt. Det hele var så uvirkeligt, pludselig at stå der foran alle fotograferne og være på. Klokken syv om aftenen kunne Anja og jeg forlade RAI for at køre tilbage til hotellet. Nu skulle der SMS’es hjem til Jørgen, der havde været chauffør for brudeparret hele dagen og nu sad midt i bryllupsmiddagen. Min fraværelse kunne forsvares.
Næste dag, hvor den store BIS finale skulle afholdes, blev den længste søndag i mit liv. Godt Anja var der. Vi gik hvileløst rundt og kiggede på turistbutikkerne i den by vi boede i. Til sidst blev vi enige om vi ligeså godt kunne tage til ind til udstillingen og vente der. Som sagt så gjort, vi blev dog noget overraskede, da det viste sig at BIS finalen først skulle forgå klokken 21 om aftenen. Tiden sneglede sig af sted, jeg var både spændt og nervøs. Anja erklærede med tårer i øjnene at hun overhovedet ikke kunne klare at se finalen, hun ville vente udenfor og pakke vores ting sammen i mens. Det viste sig siden at hun jo slet ikke kunne holde ud at stå udenfor, så selvfølgelig benyttede hun sig af den billet jeg havde givet hende. Vore hollandske hvalpekøbere var for længst på plads, de ville filme hele finalen. Endelig var det lige før. Josag var så klar, hun var i et super humør,-det var hendes dag. Janne, Line, Gitte og Britt fra ”Aussie gruppen” nåede lige at komme hen til os i sidste øjeblik. Det var et dejligt beroligende pift midt i alt det hektiske. Vi delte de sidste dråber Gammel Dansk, mobiliserede lidt kampånd, der blev krammet og ønsket held og lykke. En lille tåre fældet. Det var et stort øjeblik for os alle. Jeg havde besluttet med mig selv, at jeg ville nyde hvert et minut i den store finale. At vinde gruppen var jo i sig selv helt fantastisk stort. Flere af de ti finalister var i forvejen store stjerner, så konkurrencen var i top. Vi blev linet op i gruppe orden, gruppe 1 først. Det vil sige at jeg skulle være den første der skulle gøre min entre med Josag. Jeg kunne høre hvordan det store publikum begyndte at klappe utålmodigt. Lyset blev slukket og der blev tændt en stor spot, man skulle følge. Jeg spurgte fyren der havde fået til opgave at sende os ind, hvor jeg skulle standse. Jeg gjorde som han havde sagt, men det viste sig at være forkert. Pinligt. Jeg fortrængte det heldigvis lynhurtigt, jeg skulle jo koncentrere mig om Josag. Da alle ti finalister var på plads i hver sin cirkel af skarp lys skulle der holdes taler. Hver enkelt deltager blev ønsket tillykke og der blev overrakt gaver til os. Det var meget højtidelig. Nu blev den hollandske BIS dommer Martin van de Weijer præsenteret. Jeg havde aldrig set ham før. Alt kunne ske.
Han startede med at se nærmere på gruppevinderen fra gruppe 10, en Deer-hound fra Canada. Derefter den meget populære Crufts vinder, hvid Stor Pudel fra Norge, Flatcoated Retriver fra Sverige, Pointer fra Ungarn, Ruhåret Grav hund fra Holland, Petit Basset Griffon Vendeen fra England, Basinji fra USA, Irsk Terrier fra Sverige, St. Bernhard fra Norge og til sidst Pulien fra Danmark. Dommeren tog sig god tid til hver enkelt hund. Han var rar og nænsom og forklarede grunddigt, hvordan han gerne ville se hunden bliver præsenteret. Jeg syntes Josag klarede hendes præsentation til UG, hun prøvede ikke på at lave nogen af hendes sædvanlige numre. Hun bevægede sig som et lille lokomotiv, hun var smilende og i højt humør. Der var ingen tvivl om at hun elskede det, og hvis jeg var nervøs bevarede hun roen. Den store finale var nået til den endelige slutning, ud af de 14.250 hunde der gennem de sidste fire dage, først var kogt ned 10 gruppevindere, skulle der nu findes en BIS og en Res. BIS. Dommeren stod et øjeblik, besluttede sig så og turen gik til speakerbordet. Der blev gjort opmærksom på at den hund der først blev nævnt, skulle være reserve Best in Show,
Jeg tror der blev spillet noget musik, spændingen var større end nogen sinde, endelig lød det fra speakeren at man på andenpladsen ville se en Puli fra Danmark, Napfenyvarosi Csahos Josag. Hold da op, hørte jeg rigtigt, jo, den var god nok. Josag kendte turen til podiet, vi stillede os op og nød hvert sekund i fulde drag. Fotograferne, lykønskningerne, pokalen, blomsterne, ja hvert et knus og kram. Best in Show blev velfortjent den populære norske Stor Pudel Topscore Contradiction. Helst var vi blevet og drukket champagne hele natten, men der var lige en arbejdsdag der ventede. Der var ingen vej udenom. Festen var forbi. Vi måtte se at få pakket sammen og komme hjem. Vi kom godt hjem, vi må have fløjet, for inden vi havde set os om havde vi overstået de 750 km. Hjemme ventede Jørgen med det dejligste morgenmad, spændt på at høre hele den her utrolige historie.
Det er blevet hverdag, vi er landet, armene er kommet ned, dog med en smuk og god oplevelse rigere. Josag har virkelig gjort vores lille race kendt. Hendes billede er gået verden rundt. Josag har ikke været særlig synlig på udstillingsfronten herhjemme i 2002, men jeg vil lige tilføje at hun haft en stor karriere i på de internationale udstillinger i udlandet. Udover det engelske championat, er det blevet til ikke mindre end 1xBIG3 5xBIG2 4xBIG1, samt fire BIS-pladseringer indtil nu. I skrivende stund er hun placeret på en flot tredje plads som Året Hund 2002 i Sverige.
En solrig forårsdag dumpede et meget yndigt og romantisk brev ind af brevsprækken til os. Det lignede en invitation til et bryllup og det var lige hvad det var. Min dejlige nevø Christian skulle giftes med sin Pernille, -den 7 juli 2002, -lige præcis den lørdag, hvor vi skulle til Amsterdam på verdensudstilling i og udstille Josag. Hun var jo for længst tilmeldt, der var bestilt hotel, alt var planlagt. Det var godt nok meget uheldigt, sikke et dilemma vi kom i. Heldigvis har jeg en meget sød og forstående familie der kender mine svagheder, så det endte med at Jørgen tog til bryllup og jeg tog til Amsterdam med en noget dårlig samvittighed. Uha, jeg håbede virkelig Josag idet mindste ville få titlen som verdensvinder, det var ligesom et must, når der skulle sendes besked hjem til det store bryllupsselskab, jeg viste ville sidde og vente spændt på resultatet.
Anja, der har Briard, lovede at tage med mig. Hun skulle ikke udstille, så det blev kun som det gode selskab. Vi kørte fredag morgen, turen gik fint og vi ankom til hotellet fredag sidst på dagen. Her mødte vi mange der allerede havde udstillet samme dag, de gav os gode råd forholdende på RAI, selve udstillingsområdet. Stedet hvor 14 250 hunde skulle dystede. Vi tog tidligt af sted næste morgen, for der kunne være kø dannelser alle steder og det viste sig at holde stik.
Der var tilmeldt, 5 hvide og 36 sorte. I Holland betragtes de to farvevarianter som forskellige racer. Pulierne var de første der skulle i ringen, så det var om at få Josag klar i en fart. Hun var i top form, hver en snor var ordnet og klippet. Konkurrencen er hård og jeg ved det mange gange kan være de sidste detaljer der tæller. Jeg var virkelig nervøs, de var der alle sammen, de gamle velkendte og mange nye. For første gang skulle vi mødes med de engelske pulier på ”vores side” Der var repræsenteret Pulier fra en stor del af verden. Australien, Ungarn, USA, England, Tyskland, Holland, Østrig, Sverige og Danmark. Kvaliteten var virkelig høj, ikke mindst hos de engelske tæver, der også placerede flot.
Det hele endte heldigvis godt, Danmark blev to verdensvindere rigere. Begge titler gik til Danmark med Napfenyvarosi –Csaros Josag som blev best i racen,altså BIR og Rockisland Roll Yer Own at Mournbrake som BIM.
Gruppe 1 var lørdagens sidste gruppe, så ventetiden var meget lang. Vi fandt et roligt hjørne, hvor Josag kunne slappe af til dagens sidste konkurrence. Endelig blev vi kaldt ind til for bedømmelse, hvor gruppedommeren Robert Pollet fra Belgien, gennemgik de 46 forskellige hyrdehunde der var tilstede. Der havde i gruppe 1 været tilmeldt 1934 i alt .
Den store ring var virkelig stor, smukt pyntet med blomster og beklædt med blå tæpper. Vi kom ind enkeltvis og helt klart havde publikum deres favoritter. Vi lukrerede lidt på det ungarske publikum, hver gang der kom en ungarsk hund i ringen klappede og hujede og viftede de med deres flag. Deres favorit var uden tvivl en velkendt smuk hvid Kommendor fra Ungarn.
Da alle hunde var på plads i ringen, gik dommeren rundt og så en ekstra gang på alle hundene, inden han tog de 8 hunde ud, han ønskede at se nærmere på. Josag var en af dem, -så langt så godt. Der skulle kun pladseres tre hunde på de store podier. Efter gennemgangen af de shortlistede, skulle der siges farvel fem. Tilbage stod så en Bouvier des Flandres , en Beardet Collie og en Puli. Vi var med endnu, -tænk vi skulle pladseres i gruppen på en verdensudstilling. Det var nu det gjaldt. Dommeren kastede endnu et blik på de tre hunde, vi blev sendt rundt så han kunne se bevægelserne en sidste gang, inden han besluttede sig og resultatet blev afleveret til speakerbordet. Det var godt nok spændende.
På tredje pladsen ville dommeren se Bearded Collien, på anden pladsen Bouvier des Flandres og på det midterste podium altså på første pladsen skulle Josag stå. Det var stort, meget stort, ja næsten ufatteligt. Det hele var så uvirkeligt, pludselig at stå der foran alle fotograferne og være på. Klokken syv om aftenen kunne Anja og jeg forlade RAI for at køre tilbage til hotellet. Nu skulle der SMS’es hjem til Jørgen, der havde været chauffør for brudeparret hele dagen og nu sad midt i bryllupsmiddagen. Min fraværelse kunne forsvares.
Næste dag, hvor den store BIS finale skulle afholdes, blev den længste søndag i mit liv. Godt Anja var der. Vi gik hvileløst rundt og kiggede på turistbutikkerne i den by vi boede i. Til sidst blev vi enige om vi ligeså godt kunne tage til ind til udstillingen og vente der. Som sagt så gjort, vi blev dog noget overraskede, da det viste sig at BIS finalen først skulle forgå klokken 21 om aftenen. Tiden sneglede sig af sted, jeg var både spændt og nervøs. Anja erklærede med tårer i øjnene at hun overhovedet ikke kunne klare at se finalen, hun ville vente udenfor og pakke vores ting sammen i mens. Det viste sig siden at hun jo slet ikke kunne holde ud at stå udenfor, så selvfølgelig benyttede hun sig af den billet jeg havde givet hende. Vore hollandske hvalpekøbere var for længst på plads, de ville filme hele finalen. Endelig var det lige før. Josag var så klar, hun var i et super humør,-det var hendes dag. Janne, Line, Gitte og Britt fra ”Aussie gruppen” nåede lige at komme hen til os i sidste øjeblik. Det var et dejligt beroligende pift midt i alt det hektiske. Vi delte de sidste dråber Gammel Dansk, mobiliserede lidt kampånd, der blev krammet og ønsket held og lykke. En lille tåre fældet. Det var et stort øjeblik for os alle. Jeg havde besluttet med mig selv, at jeg ville nyde hvert et minut i den store finale. At vinde gruppen var jo i sig selv helt fantastisk stort. Flere af de ti finalister var i forvejen store stjerner, så konkurrencen var i top. Vi blev linet op i gruppe orden, gruppe 1 først. Det vil sige at jeg skulle være den første der skulle gøre min entre med Josag. Jeg kunne høre hvordan det store publikum begyndte at klappe utålmodigt. Lyset blev slukket og der blev tændt en stor spot, man skulle følge. Jeg spurgte fyren der havde fået til opgave at sende os ind, hvor jeg skulle standse. Jeg gjorde som han havde sagt, men det viste sig at være forkert. Pinligt. Jeg fortrængte det heldigvis lynhurtigt, jeg skulle jo koncentrere mig om Josag. Da alle ti finalister var på plads i hver sin cirkel af skarp lys skulle der holdes taler. Hver enkelt deltager blev ønsket tillykke og der blev overrakt gaver til os. Det var meget højtidelig. Nu blev den hollandske BIS dommer Martin van de Weijer præsenteret. Jeg havde aldrig set ham før. Alt kunne ske.
Han startede med at se nærmere på gruppevinderen fra gruppe 10, en Deer-hound fra Canada. Derefter den meget populære Crufts vinder, hvid Stor Pudel fra Norge, Flatcoated Retriver fra Sverige, Pointer fra Ungarn, Ruhåret Grav hund fra Holland, Petit Basset Griffon Vendeen fra England, Basinji fra USA, Irsk Terrier fra Sverige, St. Bernhard fra Norge og til sidst Pulien fra Danmark. Dommeren tog sig god tid til hver enkelt hund. Han var rar og nænsom og forklarede grunddigt, hvordan han gerne ville se hunden bliver præsenteret. Jeg syntes Josag klarede hendes præsentation til UG, hun prøvede ikke på at lave nogen af hendes sædvanlige numre. Hun bevægede sig som et lille lokomotiv, hun var smilende og i højt humør. Der var ingen tvivl om at hun elskede det, og hvis jeg var nervøs bevarede hun roen. Den store finale var nået til den endelige slutning, ud af de 14.250 hunde der gennem de sidste fire dage, først var kogt ned 10 gruppevindere, skulle der nu findes en BIS og en Res. BIS. Dommeren stod et øjeblik, besluttede sig så og turen gik til speakerbordet. Der blev gjort opmærksom på at den hund der først blev nævnt, skulle være reserve Best in Show,
Jeg tror der blev spillet noget musik, spændingen var større end nogen sinde, endelig lød det fra speakeren at man på andenpladsen ville se en Puli fra Danmark, Napfenyvarosi Csahos Josag. Hold da op, hørte jeg rigtigt, jo, den var god nok. Josag kendte turen til podiet, vi stillede os op og nød hvert sekund i fulde drag. Fotograferne, lykønskningerne, pokalen, blomsterne, ja hvert et knus og kram. Best in Show blev velfortjent den populære norske Stor Pudel Topscore Contradiction. Helst var vi blevet og drukket champagne hele natten, men der var lige en arbejdsdag der ventede. Der var ingen vej udenom. Festen var forbi. Vi måtte se at få pakket sammen og komme hjem. Vi kom godt hjem, vi må have fløjet, for inden vi havde set os om havde vi overstået de 750 km. Hjemme ventede Jørgen med det dejligste morgenmad, spændt på at høre hele den her utrolige historie.
Det er blevet hverdag, vi er landet, armene er kommet ned, dog med en smuk og god oplevelse rigere. Josag har virkelig gjort vores lille race kendt. Hendes billede er gået verden rundt. Josag har ikke været særlig synlig på udstillingsfronten herhjemme i 2002, men jeg vil lige tilføje at hun haft en stor karriere i på de internationale udstillinger i udlandet. Udover det engelske championat, er det blevet til ikke mindre end 1xBIG3 5xBIG2 4xBIG1, samt fire BIS-pladseringer indtil nu. I skrivende stund er hun placeret på en flot tredje plads som Året Hund 2002 i Sverige.
